Påskeæg med citron og hvid chokolade

Den sidste opskrift på påskeæg i denne omgang blev denne lækre sag med citron og hvid chokoladen. Konsistensen er virkelig lækker, og det sure fra citronen passer rigtig godt sammen med den søde hvide chokolade – jeg er fan!

P1020572

Til jul brugte jeg denne opskrift til marcipanbrød og tilsatte lidt lakridspulver – det kan bestemt også anbefales.

Påskeæg med citron og hvid chokolade
(11-12 små æg)

100 g marcipan
75 g hvid chokolade
½ citron

Mørk chokolade til overtræk

Riv marcipanen ned i en skål og pisk det sammen med skal og saft fra en halv citron. Smelt den hvide chokolade over vandbad og pisk i marcipanen. Stil massen på køl min. 30 min.

Form små æg á ca. 15 g og overtræk dem med tempereret mørk chokolade.

P1020574

 

Påskeæg med lakridsmarcipan

Lakrids er virkelig blevet det nye sort – ligegyldigt hvor man kigger hen er der lakrids. Det er i maden, i drikkevarer, i desserter, så selvfølgelig skal det også være i en omgang påskeæg.

Jeg ville i første omgang bare have købt mig noget lakridsmarcipan, men havde ikke lige tænkt på at butikkerne jo holder lukket i påsken, så jeg måtte lave det selv. Det blev bestemt også rigtig lækkert, og fordelen er jo at man her kan tilsætte lakrids så det passer lige nøjagtig til den smag man foretrækker.

P1020568

De her æg er hurtige og nemmere at lave, og så smager de bare helt fantastisk! Jeg har planer om at pakke et par påskeæg i en lille pose til min svigermor, der elsker alt med lakrids.

Påskeæg med lakridsmarcipan
(ca. 12 små æg)

175 g marcipan
2-3 tsk rålakridspulver (fx. fra Johan Bülow)
ca. 1 tsk salt lakridssirup fra Johan Bülow
lidt flormelis

Hvid chokolade til overtræk
lidt rålakridspulver til pynt

Ælt marcipanen sammen med lakridspulver og sirup, tilsæt mere eller mindre lakrids efter smag. Ælt lidt flormelis i massen, hvis marcipanen bliver for klistret.

Form små æg á ca. 15 g og overtræk dem med tempereret hvid chokolade. Drys med lidt rålakridspulver.

P1020567

 

 

Påskeæg med karamelmidte

Jeg havde en rest dulce de leche tilovers, som jeg drømte om at bruge til en lille sød sag. Og hvad er så mere oplagt end at pakke karamellen ind i et påskeæg?!

Det voldte mig dog nogle problemer i starten, da mine æg i første omgang ikke ville blive pæne, fordi karamellen blev ved med at fedte ud alle steder. Til sidst lykkedes det dog at få nogle rigtig fine æg ud af det.

P1020544

Påskeæg med dulce de leche
(15 æg)

225 g marcipan
dulce de leche
mørk chokolade til overtræk

evt. lys chokolade til pynt

Ælt marcipanen sammen og form små æg á 15 g.

Fyld lidt dulce de leche i en sprøjtepose med en spids tyl lavet til at fylde kager. Brug tyllespidsen til at lave hul i ægget, og sprøjt så karamel ind i ægget. Luk forsigtigt hullet til igen, så karamellen bliver pakket ind.

Overtræk æggene med tempereret mørk chokolade.

Smelt en smule lys chokolade og lav tynde fine streger på æggene vha. en sprøjtepose med et meget lille hul.

P1020549

Næste gang vil jeg nok fylde mere karamel i æggene, men det er selvfølgelig en smagssag.

Påskeæg med appelsin

Påskeferien skulle oprindeligt bruges på specialeskrivning, men i stedet trak jeg stikket ud og har hygget mig med bagning, venindebesøg og påskeægs-lavning.

Jeg er meget stor fan af marcipan, og kunne egentlig bare spise det som det er direkte fra pakken. Men engang i mellem er det altså lækkert med lidt variation og andre smagsindtryk, og derfor blev disse små hapsere til. Mørk chokolade og appelsin er en rigtig god kombination man aldrig går helt galt i byen med.

P1020553

Påskeæg med appelsin
(15 æg)

225 g marcipan
skallen af 1 stor appelsin
Mørk chokolade til overtræk

evt.  ekstra appelsinskal til pynt

Riv skallen fra appelsinen og ælt den godt sammen med marcipanen.

Form små æg á 15 g og overtræk dem med tempereret mørk chokolade. Drys med appelsinskal inden chokoladen størkner.

P1020558

Brombærcupcakes

Sidste weekend stod på søsterhygge med shopping, kage og Nephew-koncert. Det var fantastisk!

Brombærcupcakes2

Jeg bagte cupcakes og lavede karameller til min søster skulle komme. Da det snart er påske, synes jeg kagerne skulle pyntes lidt påskeagtigt.

Brombærcupcakes

Desværre havde jeg kun Philadelphia Light i køleskabet, så frostingen ville ikke blive ordentligt stiv. Det var derfor svært at sprøjte den ud i fuglerede-form, som ellers var meningen. Men med en god portion fantasi og hvis man tilter hovedet lidt og lukker det ene øje, så synes jeg godt det kan ligne små fuglereder med fugleæg i 😉

Brombærcupcakes1

Brombærcupcakes

(10-12 stk)

35 g smør (stuetemperatur)
112 g sukker
1 æg
1 dl creme fraiche
135 g mel
1 tsk bagepulver
75 g brombær

Pisk smør og sukker cremet og pisk ægget i. Tilsæt creme fraiche.

Rør mel og bagepulver i dejen. Tilsæt til sidst brombær.

Fyld dejen i forme og bag kagerne ved 180 C i ca. 30 min.

Køl kagerne helt af inden de pyntes

Frosting

150 g philadelphia (IKKE light)
100 g flormelis
lidt vaniljesukker eller vaniljepulver

Rør de tre ingredienser sammen og stil frostingen på køl til den skal bruges.

Pynt evt. kagerne med små sukkeræg, trøffel- og/eller marcipanæg.

P1020110