Frøken Stokholms vaniljekranse

IMG_0516

For lang tid siden fik jeg en gammel kogebog af min far. Den har tilhørt både min farmor og min oldemor, og er nu altså blevet min.

Bogen hedder “Frøken Stokholms Kogebog for større og mindre Husholdninger paa Land og i By” og er fra 1915. Det er virkelig sjov læsning, og da opskrifterne ikke er beskrevet i detaljer, kræver mange af retterne at man er bare lidt vant til at færdes i et køkken. Ikke desto mindre skulle jeg da helt klart afprøve Frøken Stokholms vaniljekranse – og de er intet mindre end geniale. Jeg tilsatte dog ekstra vanilje, da jeg synes at vaniljekranse skal smage igennem af vanilje.

Denne opskrift kræver en kødhakker med kageplade eller alternativt en kagesprøjte. Dejen er for hård til at kunne sprøjtes ud med en almindelig sprøjtepose.

Men nu til herlighederne!

Frøken Stokholms vaniljekranse
(ca. 120 stk)

500 g mel
250 g sukker
125 g mandler
2 vaniljestænger
375 g smør
4 æggeblommer

Blend mandlerne til fint mel. Skrab kornene ud af vaniljestængerne og bland dem med lidt af sukkeret.

Bland mel, sukker, mandelmel og vanilje sammen i en stor skål. Ælt det hele sammen med smør og æggeblommer (her brugte jeg min trofaste Kenwood).

Kør dejen gennem en kødhakker med en stjerneformet kageplade og form dejen til små kranse.

Bages i en forvarmet ovn ved 190 C i 8-10 minutter – pas på de ikke får for meget.

Afkøles på en rist og opbevares i en tætsluttende beholder.

IMG_0512

Juice med gulerødder, æbler og fennikel

Nøj, der har været stille længe! Jeg har haft rigtig travlt med at skrive speciale færdig og forberede specialeforsvar, men nu er jeg ENDELIG blevet færdig med min uddannelse og kan kalde mig Cand.Scient Biomedicin. Det er fantastisk! Og det betyder også, at jeg nu har ekstra meget tid til at kreere ting i køkkenet – det er jo et plus.

IMG_0506

I specialegave fik jeg en rigtig lækker slowjuicer fra Hurom, som allerede er blevet brugt flittigt. I dag fik vi lavet en sund og mild grøntsagsvariant med en snert af lakrids fra fennikel. Det er bestemt ikke sidste gang denne juice skal laves.

Orange juice med fennikel
(2 store glas)

3 gulerødder
2 æbler
1 fennikel
2-3 cm ingefær

Skræl ingefæren, skyl gulerødderne, æblerne og fennikel og skær det hele i mindre stykker.

Kør alle ingredienserne igennem juiceren, og nyd en friskpresset lækker juice! Nemmere bliver det vist ikke.

God fornøjelse